|
Sproglig herkomst: latin
indignation substantiv
| Singularis, ubestemt form | indignation |
|---|
| Singularis, bestemt form | indignationen |
|---|
| Pluralis, ubestemt form | - |
|---|
| Pluralis, bestemt form | - |
|---|
| Udtale | [inn-dinjn-aschon] |
|---|
| Se også | förtrytelse, harm |
|---|
| Sproglig herkomst | indignatio (af indignus=uværdig), latin |
|---|
-
indignation, fortørnelse, harme
indikativ substantiv
| Singularis, ubestemt form | indikativ |
|---|
| Singularis, bestemt form | indikativen |
|---|
| Pluralis, ubestemt form | indikativer |
|---|
| Pluralis, bestemt form | indikativerna |
|---|
| Udtale | [inn-dik-at-iv] |
|---|
| Se også | konjunktiv, modus, optativ |
|---|
| Sproglig herkomst | (modus) indicativus, af indicare=angive, bekendtgøre, latin |
|---|
-
indikativ. bøjningskategori (modus) af et verbum der bruges i almindelige sætninger/spørgsmål, verbets måde at udtrykke noget virkeligt (modsat konjunktiv)
(grammatik, ordbøger, sprogvidenskab)
indikera verbum
| Infinitiv | indikera |
|---|
| Præsens | indikerar |
|---|
| Imperfektum | indikerade |
|---|
| Participium | indikerat/indikerad |
|---|
| Udtale | [inn-dik-era] |
|---|
| Synonym | indicera |
|---|
| Sproglig herkomst | indicare=angive, latin |
|---|
-
indikere, motivere, angive, vise
eksempel
indisputabel adjektiv
-
indiskutabel, indisputabel
individ substantiv
| Singularis, ubestemt form | individ |
|---|
| Singularis, bestemt form | individen/individet |
|---|
| Pluralis, ubestemt form | individer |
|---|
| Pluralis, bestemt form | individerna |
|---|
| Udtale | [inndi-vid] |
|---|
| Sproglig herkomst | individuum, intetkøn af individuus=udelelig, latin |
|---|
| en/et-skifte | Dette substantiv bøjes med ‘en’ på svensk, men med ‘et’ på dansk (som fx en bild – et billede) |
|---|
-
individ et enkelt menneske, ofte i modsætning til en gruppe/en klasse/en familie
eksempel
-
Individen och samhället
Individet og samfundet
-
individ (om person), bruges for at udtrykke noget negativt
eksempel
-
individ (om dyr)
indolent adjektiv
| Grundform | indolent |
|---|
| Neutrum | indolent |
|---|
| Pluralis | indolenta |
|---|
| Udtale | [inn-dol-ennt] |
|---|
| Sproglig herkomst | indolens (genitiv -entis) ufølsom over for smerte, af in- og præs. part. af dolere=føle smerte, latin |
|---|
-
indolent, ligeglad, sløv
inducera verbum
| Infinitiv | inducera |
|---|
| Præsens | inducerar |
|---|
| Imperfektum | inducerade |
|---|
| Participium | inducerat/inducerad |
|---|
| Udtale | [inn-dus-era] |
|---|
| Sproglig herkomst | inducere, dannet af in-= i, på, mod, til og ducere=føre, lede , latin |
|---|
-
inducere, slutte sig til en generel regel, en lovmæssighed/hypotese ud fra enkelttilfælde
-
fremkalde elektrisk spænding ved induktion
(fysik, kemi m.m.)
inert adjektiv
| Grundform | inert |
|---|
| Neutrum | inert |
|---|
| Pluralis | inerta |
|---|
| Udtale | [inn-errt] |
|---|
| Sproglig herkomst | iners=træg, uvirksom, latin |
|---|
-
inaktiv, træg
-
utilbøjelig at reagere kemisk
(fysik, kemi m.m.)
|
