konnotation substantiv
| Singularis, ubestemt form | konnotation |
|---|
| Singularis, bestemt form | konnotationen |
|---|
| Pluralis, ubestemt form | konnotationer |
|---|
| Pluralis, bestemt form | konnotationerna |
|---|
| Udtale | [konn-not-aschon] |
|---|
| Se også | denotation, extension |
|---|
| Sproglig herkomst | fra middelalderlatin connotatio (genitiv -onis)=anmærkning, afledt af connotare, latin |
|---|
-
konnotation, bibetydningsnuance
(grammatik, ordbøger, sprogvidenskab)
eksempel
-
Alla ord har en grundbetydelse, en denotation. En hel del ord har också en bibetydelse, en konnotation
Alle ord har en grundbetydning, en denotation. En hel del ord har også en bibetydning, en konnotation
|
